Når vi indgår i et parforhold i denne del af verden, gør vi det typisk, fordi vi gerne vil have kærlighed i vores liv. Men det vi ofte får med parforholdet er faktisk det modsatte. Men vi ved det ikke, og vi forstår det ikke. Vi er tiltrukket af det andet menneske og oplever god kemi og måske forelskelse, og så tror vi, at det er en kærlighedsrelation. Men det er det ikke, før vi får kærligheden i omdrejninger. Hvilket vi nogle gange ikke engang når til, fordi der kommer alle mulige forhindringer i vejen.
De forhindringer kommer, fordi vi nu er i en forholdsvis tryg relation med et andet menneske og bruger relativt meget tid med dette menneske. Og det giver anledning til at åbne op for ting, som man ikke når ind til at åbne op for i andre relationer. Ting kommer op til overfladen. Ting der skal kigges på. Sår. Traumer. Tidligere svigt. Mønstre. Automatreaktioner. Frygt. Aggressioner. Alle mulige psykologiske mekanismer, som får éns opmærksomhed til at kredse om alt muligt andet end kærlighed. Kærlighed er at kunne sætte sig selv til side og give ubetinget til den anden. At rumme og acceptere og have medfølelse. Men når alle ens egne sår og uhensigtsmæssige mekanismer er aktiverede, så er det rigtigt svært at sætte sig selv til side. Tværtimod så fylder man selv lige pludselig meget mere, end man plejer. Men bliver hurtigere såret og skuffet. Er mere på vagt. Forventer mere. Bliver hurtigere irriteret. Og alt det, som er forhindringer for kærlighed.
Det her er en god idé at vide. Og kende til. Så man kan beslutte sig for at hele de her ting sammen. Og være et VI imod alle de grimme sager, som kommer op. I stedet for at leve fra dem og være i en indre smertetilstand det meste af tiden. Man kan tænke det således, at når man indgår i en kæresterelation, så skal der på en måde være to hold. Der er de to voksne, som skal kunne tale om, hvad det er, der sker, og stå sammen og lægge en plan for, hvordan dette kan blive helet, således at man kan komme frem til alt det sjove. Det er det ene hold. Voksenholdet. Og så er der det andet hold, som er de to sårede børn, som bliver aktiverede. De to mennesker, som oplever alle svigtene, angsten, vreden, jalousien, mistænksomheden, fortvivlelsen, afmagten, osv. Alt dette vil blive aktiveret igen og igen. Og opgaven er at blive bedre og bedre til at kunne genkende, hvornår man lever fra barnet som er såret, og hvordan man kan hoppe ud af den rolle og over på voksenholdet og lægge en plan for, hvordan man får beroliget de her børn, så parret kan komme videre til at leve i nuet og være sammen i alt det liv, der udspiller sig foran dem. Sammen om at kultivere kærlighed, oplevelser og fred, glæde og tryghed. I stedet for at føle sig fanget inde i sig selv og sine indre lidelser. Dette er opgaven i ethvert parforhold. Og for nogle mennesker foregår det i andre tætte relationer.
Hvis den ene part kan få sig selv over på voksenholdet og tale derfra, så kan den derfra få den anden med. Og nogle gange hopper man lidt frem og tilbage.
Der bliver nødt til at være plads til ens indre lille sårede barn i et parforhold. For det er her, den del af én selv kommer allerstærkest til udtryk. Det er ikke med kolleger eller perifære venner, men med de relationer, som er tættest på os. Derfor er det en fordel at have en partner, som ikke tager afstand fra det, men hjælper med at møde det og hele det op. Så det kan blive opløst.