Det jeg gennem årene har lært om mit valg af arbejde som psykoterapeut er, at det er utrolig smart at indrette sit liv, så man i faste tidsrum og under fast rammer SKAL sætte sig selv ud af ligningen og stille sig til rådighed for et andet menneske. Det giver mig livskvalitet.
I virkeligheden får jeg måske nok samlet set mere retur, end jeg giver. Hvilket er overdrevet smart.
Jeg får 1) en oplevelse af, at det betyder noget, at jeg er her på planeten. Nærmest følelsen af at være parat til at dø, fordi jeg allerede har udrettet noget livsvigtigt, som at hjælpe et andet menneske på rette kurs igen. Først ét, så to, så tre og pludselig tæller man ikke længere, for i virkeligheden var det nok bare med den første.
2) De udfordringer og det mørke jeg selv kan sovse rundt i, får jeg en absolut pause fra lige der. Man glemmer simpelthen sig selv i det tidsrum. Og det er så mega rart med de pauser i perioder, hvor man selv står i lort til halsen. Og det føles sundt at være nødt til at træne kunsten at kunne trække sig ud af sit eget jordiske rod for en stund og kun være der for en anden.
3) I en hurtig verden som denne kan der gå langt mellem de der møder, hvor mennesker når ind til et følelsesmæssigt trygt og intimt sted med hinanden og mærker sig selv og den anden i nogle mere fine, bløde og skjulte nuancer. Så når man er et menneske som jeg, som føler sig lidt handicappet udi disciplinen smalltalk og snappy comebacks og andet som virker i cocktailrammer, fester og receptioner, så er det ret smart at have det her rum, hvor præmissen er en helt anden. Det stimulerer et stort behov for nærvær, dybde og intimitet, så jeg lettere bagefter kan bevæge mig mere hurtigt og overfladisk rundt i en ofte hektisk verden.
4) Det tvinger mig til at opretholde nogle sunde og livgivende vaner, for jeg KAN ikke være en god terapuet, hvis jeg ikke får sovet nok eller ikke dyrker motion. Så er der bare ikke kapacitet til at sætte mig selv til side og være nærværende nok. Og jeg har heller ikke ret god adgang til min intuition og det følelsesmæssigt flow i mig selv, som jeg er afhængig af i mit arbejde, hvis jeg ikke spiser rigtigt og ikke er i daglig kontakt med naturen. Jeg er også nødt til hele tiden at søge udefrakommende input til fortsat at holde mig psykisk og følelsesmæssigt stærk, hvis jeg skal kunne stå inde for at være ledsager i et andet menneskes udfordrende livsperioder. Hvilket alt sammen motiverer mig til at holde jævnt gang i min egen selvudvikling, så jeg undgår stagnation.
Jeg tænker, at man ikke behøver at være terapeut eller lignende for at få ovenstående ind i sit liv. Nogle af de samme kvaliteter kan komme i spil i fx mange frivillige organisationer. Jeg har tidligere arbejdet med ensomme unge og på et hjem for kriseramte kvinder af samme årsag. Det kunne også være som vågekone. På børnetelefonen. Selvmordstelefonen. Som besøgsven. Jeg oplevede sågar at blive velstimuleret af et job i en pølsevogn, jeg havde i et halvt år. Måske var det der, jeg fik lagt kimen til mit fremtidige terapeutjob. Flere af mine kunder kom dagligt for at få bugt med ensomheden og snakkede løs om alt muligt. De fik helt klart mere med fra den pølsevogn end varm cocio, pølsemix og hottere med det hele:)