Jeg husker en gang, da min datter var lille og konstant øvede sig i at tale, hvor hun efter en indkøbstur længe gik rundt og gentog: medarbejder til kassen, medarbejder til kassen, medarbejder til kassen. For hende bare uskyldige ord uden mening, som havde sat sig fast og kørte i ring.

Hvor ofte har man ikke selv oplevet at recitere noget fuldstændigt ligegyldigt på repeat.

Hjernen er en spøjs papegøje. Ord og sætninger klistrer sig fast. Og hvis man ikke passer på og er opmærksom, bliver de til ens egen virkelighed. 

Når vi hører os selv synge ’jeg er en papegøje fra Amerika’ så ved vi jo godt, at det er uvirkeligt. En papegøje kan jo ikke skrive en sang.

Men når vi hører os selv tænke, verden er et mere og mere forfærdeligt sted at være. Jeg kan ikke stole på nogen. Livet er meningsløst. Jeg er ikke god nok. Fremtiden er sort. Jeg er helt alene. Ingen elsker mig. Ja så er vi mere tilbøjelige til at tro, at dette er virkeligheden. Men sandheden er, at det er ligeså stort et plagiat og papegøjeshow fra hjernens side. Det er tanker. Det er ord. De er ofte kopieret. Men vi har glemt, hvor vi tog dem fra, og nu hænger vi på dem. Og det er ikke gratis. Vores krop tror nemlig på, hvad de betyder. For nu er det ikke længere så åbenlyst, at det bare er ord på repeat. Og da disse ord er indkapslede og skjulte inde i vores hver isærs hoveder, så er vi hver især de eneste, der kan stoppe dem. Vi er selv de eneste, der kan tage dette ansvar. Hvis vi lader dem køre rundt for længe, bliver vi energetisk formet derefter. Bedrøvelse. Angst. Tyngethed.

Aftryk, vi bærer med os rundt i tilværelsen. 

Det verden har brug for nu, er er det modsatte. At vi holder fast i at se det smukke, der udfolder sig hvert øjeblik. Opsøger solnedgangen og lader den leve i os. Ser farverne på vores middagstallerken og lader vores celler mærke glæden derved. Bemærker vores små børns nuttede mælketænder og oplever en varme over de buttede pølsefingre, som lige om lidt selv drejer bilnøglen. 

Den varme og glæde og taknemmelighed, vi konstant har mulighed for at kultivere i os, den er verden dybt afhængig af lige nu. For det smitter.

Så når din hjerne har fanget en forgiftet og ubrugelig tanke, og du er så heldig at registrere den, så skal du sige; tak fordi jeg kan høre, hvad jeg selv tænker. For lige der har du nemlig muligheden for at sætte en frisk plade på.

Sæt ikke ’åh abe’ cd’en på igen, hvis den ikke gør dig glad. Giv ikke dig selv carte blanche til at tænke, hvad som helst, når som helst, hvis det ikke løfter dig op. Vælg det, der nærer dit indre. Som folder kreativiteten ud. Gir dig lyst til at leve. At blomstre.

For det skaber ringe i vandet. Naboen får glæde af den energi, du tager med ud i verden. Og det skal man aldrig undervurdere. 

Tilsyneladende små ringe i vandet af smil og glæde kan rykke mere, end vi tror. Sommerfugleeffekten er reel. Et vingeslag fra en sommerfugl på den ene side af kloden, kan munde ud i en orkan på den anden.

Det jeg gennem årene har lært om mit valg af arbejde som psykoterapeut er, at det er utrolig smart at indrette sit liv, så man i faste tidsrum og under fast rammer SKAL sætte sig selv ud af ligningen og stille sig til rådighed for et andet menneske. Det giver mig livskvalitet. 

I virkeligheden får jeg måske nok samlet set mere retur, end jeg giver. Hvilket er overdrevet smart. 

Jeg får 1) en oplevelse af, at det betyder noget, at jeg er her på planeten. Nærmest følelsen af at være parat til at dø, fordi jeg allerede har udrettet noget livsvigtigt, som at hjælpe et andet menneske på rette kurs igen. Først ét, så to, så tre og pludselig tæller man ikke længere, for i virkeligheden var det nok bare med den første.

2) De udfordringer og det mørke jeg selv kan sovse rundt i, får jeg en absolut pause fra lige der. Man glemmer simpelthen sig selv i det tidsrum. Og det er så mega rart med de pauser i perioder, hvor man selv står i lort til halsen. Og det føles sundt at være nødt til at træne kunsten at kunne trække sig ud af sit eget jordiske rod for en stund og kun være der for en anden.

3) I en hurtig verden som denne kan der gå langt mellem de der møder, hvor mennesker når ind til et følelsesmæssigt trygt og intimt sted med hinanden og mærker sig selv og den anden i nogle mere fine, bløde og skjulte nuancer. Så når man er et menneske som jeg, som føler sig lidt handicappet udi disciplinen smalltalk og snappy comebacks og andet som virker i cocktailrammer, fester og receptioner, så er det ret smart at have det her rum, hvor præmissen er en helt anden. Det stimulerer et stort behov for nærvær, dybde og intimitet, så jeg lettere bagefter kan bevæge mig mere hurtigt og overfladisk rundt i en ofte hektisk verden. 

4) Det tvinger mig til at opretholde nogle sunde og livgivende vaner, for jeg KAN ikke være en god terapuet, hvis jeg ikke får sovet nok eller ikke dyrker motion. Så er der bare ikke kapacitet til at sætte mig selv til side og være nærværende nok. Og jeg har heller ikke ret god adgang til min intuition og det følelsesmæssigt flow i mig selv, som jeg er afhængig af i mit arbejde, hvis jeg ikke spiser rigtigt og ikke er i daglig kontakt med naturen. Jeg er også nødt til hele tiden at søge udefrakommende input til fortsat at holde mig psykisk og følelsesmæssigt stærk, hvis jeg skal kunne stå inde for at være ledsager i et andet menneskes udfordrende livsperioder. Hvilket alt sammen motiverer mig til at holde jævnt gang i min egen selvudvikling, så jeg undgår stagnation. 

Jeg tænker, at man ikke behøver at være terapeut eller lignende for at få ovenstående ind i sit liv. Nogle af de samme kvaliteter kan komme i spil i fx mange frivillige organisationer. Jeg har tidligere arbejdet med ensomme unge og på et hjem for kriseramte kvinder af samme årsag. Det kunne også være som vågekone. På børnetelefonen. Selvmordstelefonen. Som besøgsven. Jeg oplevede sågar at blive velstimuleret af et job i en pølsevogn, jeg havde i et halvt år. Måske var det der, jeg fik lagt kimen til mit fremtidige terapeutjob. Flere af mine kunder kom dagligt for at få bugt med ensomheden og snakkede løs om alt muligt. De fik helt klart mere med fra den pølsevogn end varm cocio, pølsemix og hottere med det hele:)

Jeg har opdaget en ny side af mig selv i min psykoterapeutiske praksis. Jeg har på det seneste haft fornøjelsen af at have mere end én person i min praksis ad gangen, og med stor succes. Adskillige af de solo klienter, jeg har arbejdet med, har på et tidspunkt spurgt, om jeg ikke nok ville lave sessioner med både dem og deres partner. Det har jeg afvist, fordi jeg ikke så mig selv som parterapeut. Men et nyt felt har åbnet sig for mig, hvor jeg med glæde kan konstatere at det føles helt naturligt og rigtigt at prøve kræfter med flere par i min praksis.

Da dette er et nyt terræn, der skal indtages for mig, skal parrene være indforstået med, at jeg er i den eksperimenterende fase. Jeg tilbyder det selvfølgelig på et grundlag af solid og velafprøvet erfaring i at støtte folk i deres personlige udvikling, men der er også meget nyt, der skal læres, når det handler om par.

Derfor tilbyder 3 sessioner af 1,5 times varighed for i alt 1000 kr. Det er et tilbud til jer, som har lyst til at prøve den del af i jeres relation, og ikke er bange for at deltage i min eksperimenterende fase. Det vil sige, I skal nok ikke være et par, som står i en større krise, og har brug for akut hjælp.
Men et par, som synes det kunne være spændende at opleve, hvad det kan gøre for jeres relation, at i indtræder i et guidet rum, hvor der skabes plads til at tale sammen fra et andet sted i jer selv i mine trygge rammer.

Mit primære drive i ønsket om at arbejde med par er at støtte folk til at få fjerne eventuelle blokeringer, der hindrer kærligheden i at flyde frit. Og også hjælpe parret til at forfine deres sensitivitet overfor hinanden, så de bedre kan mærke hinanden og dermed bedre passe på hinanden og også bedre indtage det, den anden har at give.

Skriv til mig på monasharar@gmail.com eller ring/send sms på 617777811, hvis I fornemmer at der kunne være et match mellem mig og jer. Så kan vi tale nærmere om forløbet.

Kærlighedkram, Mona

Når vi indgår i et parforhold i denne del af verden, gør vi det typisk, fordi vi gerne vil have kærlighed i vores liv. Men det vi ofte får med parforholdet er faktisk det modsatte. Men vi ved det ikke, og vi forstår det ikke. Vi er tiltrukket af det andet menneske og oplever god kemi og måske forelskelse, og så tror vi, at det er en kærlighedsrelation. Men det er det ikke, før vi får kærligheden i omdrejninger. Hvilket vi nogle gange ikke engang når til, fordi der kommer alle mulige forhindringer i vejen.

De forhindringer kommer, fordi vi nu er i en forholdsvis tryg relation med et andet menneske og bruger relativt meget tid med dette menneske. Og det giver anledning til at åbne op for ting, som man ikke når ind til at åbne op for i andre relationer. Ting kommer op til overfladen. Ting der skal kigges på. Sår. Traumer. Tidligere svigt. Mønstre. Automatreaktioner. Frygt. Aggressioner. Alle mulige psykologiske mekanismer, som får éns opmærksomhed til at kredse om alt muligt andet end kærlighed. Kærlighed er at kunne sætte sig selv til side og give ubetinget til den anden. At rumme og acceptere og have medfølelse. Men når alle ens egne sår og uhensigtsmæssige mekanismer er aktiverede, så er det rigtigt svært at sætte sig selv til side. Tværtimod så fylder man selv lige pludselig meget mere, end man plejer. Men bliver hurtigere såret og skuffet. Er mere på vagt. Forventer mere. Bliver hurtigere irriteret. Og alt det, som er forhindringer for kærlighed.

Det her er en god idé at vide. Og kende til. Så man kan beslutte sig for at hele de her ting sammen. Og være et VI imod alle de grimme sager, som kommer op. I stedet for at leve fra dem og være i en indre smertetilstand det meste af tiden. Man kan tænke det således, at når man indgår i en kæresterelation, så skal der på en måde være to hold. Der er de to voksne, som skal kunne tale om, hvad det er, der sker, og stå sammen og lægge en plan for, hvordan dette kan blive helet, således at man kan komme frem til alt det sjove. Det er det ene hold. Voksenholdet. Og så er der det andet hold, som er de to sårede børn, som bliver aktiverede. De to mennesker, som oplever alle svigtene, angsten, vreden, jalousien, mistænksomheden, fortvivlelsen, afmagten, osv. Alt dette vil blive aktiveret igen og igen. Og opgaven er at blive bedre og bedre til at kunne genkende, hvornår man lever fra barnet som er såret, og hvordan man kan hoppe ud af den rolle og over på voksenholdet og lægge en plan for, hvordan man får beroliget de her børn, så parret kan komme videre til at leve i nuet og være sammen i alt det liv, der udspiller sig foran dem. Sammen om at kultivere kærlighed, oplevelser og fred, glæde og tryghed. I stedet for at føle sig fanget inde i sig selv og sine indre lidelser. Dette er opgaven i ethvert parforhold. Og for nogle mennesker foregår det i andre tætte relationer.

Hvis den ene part kan få sig selv over på voksenholdet og tale derfra, så kan den derfra få den anden med. Og nogle gange hopper man lidt frem og tilbage.

Der bliver nødt til at være plads til ens indre lille sårede barn i et parforhold. For det er her, den del af én selv kommer allerstærkest til udtryk. Det er ikke med kolleger eller perifære venner, men med de relationer, som er tættest på os. Derfor er det en fordel at have en partner, som ikke tager afstand fra det, men hjælper med at møde det og hele det op. Så det kan blive opløst.