Det jeg laver handler om at skabe rum, hvor der bliver lyttet. Både fysiske rum og psykiske rum. Rum hvor mennesker kan lytte til sig selv, lytte til andre og lytte til livet. Og derigennem skabe noget meningsfuldt sammen eller hver for sig. Jeg brænder primært for det, der omhandler menneskets indre liv. Jeg har forstand på psyke, følelser, underbevidsthed, nervesystem, ubevidste processer, hjernen, tanker og natlige drømme. Jeg brænder også for at forstå børns natur og deres udvikling. Og for hvordan man bruger mad og naturens skattekammer som medicin og heling. Jeg arbejder både én til én med rådgivning og psykoterapi. Jeg arbejder i virksomheder, som facilitator og konsulent. Og jeg arbejder med grupper af mennesker, enten i forløb, weekendkurser eller workshops. Derudover skriver jeg meget. Jeg er glad for det skrevne ord. Jeg elsker viden, opsøger viden og deler viden. Et videbegær, der handler om at få vidde på tilværelsen. Hvoraf også min kærlighed til mennesker er opstået. Og deres historier. Smukke historier, der udvider mit eget livs horisont. Derfor elsker jeg mit virke.

Når ens værste fjende bor indeni

meditation

Min hjerne skal renses! Det er mit indre forårsrengøringsprojekt. Jeg har haft min hjerne under lup og må erkende, at den er fyldt med tankemønstre, som stjæler min tid og min energi. Min krop og mit hoved får ofte ikke lov at være det samme sted, fordi mine tanker konstant trækker mig frem eller tilbage i tiden. Og DET har jeg fået nok af! Jeg er nået til et punkt, hvor jeg oplever mine egne tanker som en indre fjende, der stjæler min glæde. Så jeg har taget arbejdshandskerne på.

Det første jeg er blevet bevidst om, er at man faktisk kan udvikle et afhængighedsforhold til tanker. Det hjælper mig at betragte det sådan. Når en tanke insisterer på at få min fulde opmærksomhed og beder mig gruble med på noget, som sikkert aldrig bliver til virkelighed eller er et overstået kapitel, så husker jeg på, at det er ligesom med tv, cola, vin og kokain og alt muligt andet. De lokker mig. Tankerne. De kalder på mig som en mystisk sirene, men jeg siger nej tak; jeg er lige i gang med at være tilstede i mit eget liv.

Det næste, som jeg oplever hjælper mig, er at jeg sætter tid af til at give tankerne taletid. Jeg kan sige: ikke lige nu, men senere får i lov at give den gas. Så skal jeg nok lytte. Og det virker bedst for mig, når jeg skriver det ned. Igår aftes skrev jeg uafbrudt i to timer, så meget stod der i kø. Jeg skrev bare alt det ned, som syntes, det skulle lyttes til. Som et lille barn, der vil have taletid. Jeg lyttede og skrev og skrev. Og så lukkede jeg min notesbog i, uden at læse det igen.
Bagefter var der så dejlig tomt i mit hoved. Så kunne jeg virkelig mærke, hvad det er for en ro, jeg længes efter i mig.
Jeg er også begyndt at meditere flere gange dagligt og på alle mulige måder og tidspunkter af døgnet. Jeg øver mig hardcore i, at blive ved det jeg sanser og lade tankerne køre sløret i baggrunden uden at stille skarpt på nogen af dem. Og når jeg alligevel kommer til det, så øver jeg mig i ikke at se det som et nederlag men som en gevinst, at jeg overhovedet opdagede det, så jeg igen kan vende mit fokus mod det, som er i rummet lige her og nu. Lydene. Energetiske fornemmelser i kroppen. Følelser. Min vejrtrækning. Ilden. Vinden. Vandet. Jorden. Fuglekvidr. Menneskestemmer. Mine børns grin eller gråd.

Jeg stræber efter at dyrke motion hver dag, som en del af denne udrensningsproces. Jeg oplever, at det hjælper mig at bruge fysisk aktivitet til at brænde overskydende stresshormoner som adrenalin og cortisol af. Jeg sørger som altid for at spise på en måde, som ikke stjæler min energi. Hvis jeg har lav energi og er træt, så vinder de insisterende tanker. Derfor sover jeg også mere pt. Og jeg har sat det som mål at synge og grine hver dag. Jeg er sikker på, at det også hjælper mig til at rense ud i min hjerne.

Hjernen kan ikke klare belastningen af tanker, der får lov at køre højfrekvent i alle vågne timer. Den brænder ud før eller siden, hvis vi ikke lærer at skabe ro og pauser for den. Og det kommer snigende uden man opdager, at man pludselig er blevet dårligere til at huske, man er irritabel, fraværende, små aggressiv.. alt sammen tegn på, at hjernen er begyndt at lukke ned. Og så er det tid til en alvorlig udrensning, så den kan heles op igen:)

At svigte sin indre 4-årige

indre barn

Jeg havde en meget ubehagelig drøm i nat. Mareridt vil jeg nok kalde det. Jeg drømte at min 4 årige datter blev smidt ud af børnehaven. De ville ikke have hende der mere. Og jeg fik ikke rigtig nogen forklaring. Jeg tryglede om at få af vide hvorfor, og de mente bare hun var for besværlig og græd for meget. Jeg blev i drømmen simpelthen slået helt ud af den. Blev så ked af, at jeg havde overset at have ladet min lille datter tilbringe så mange timer et sted, hvor de aldrig rigtig havde sat pris på hende og taget sig ordentlig af hende og bare udstødte hende og syntes hun var til besvær. Det var som om, at jeg havde begået så stor en fejl overfor min datter, at det føltes uopretteligt. Jeg vågnede med et sæt 4.30 og sov ikke mere.. Jeg var spilvågen. Jeg forstod med det samme, hvad den drøm forsøgte at vise mig: det er en metafor for, hvordan det lille barn inden i mig ikke bliver passet godt nok på. Den voksne del af mig, er så træt af de sår jeg bærer med mig fra min opvækst og orker ikke, at de skal spænde ben for mig længere. Og drømmen viser mig, at det er det samme som at ekskludere en vigtig og meget lille og sårbar del af mig selv, fra det øvrige fællesskab i mig. Fordi jeg synes den del er for besværlig.
Min underbevidsthed var snedig nok til at vise mig symbolet med min datter i hovedrollen som mit lille barn, fordi så forstår jeg bedre budskabet. Der mærker jeg virkelig, hvor frygteligt det ville være, hvis nogen gjorde sådan mod hende.
Og det er frygteligt, at jeg gør sådan mod mig selv. Stadigvæk åbenbart, selvom jeg har arbejdet med det længe. Det kræver tålmodighed og vedholdenhed at lære at elske alt i sig selv og passe rigtig godt på de mest skrøbelige og sårede sider indeni, i stedet for at skælde dem ud og skubbe dem væk.

Blomstervindue til åndens, kærlighedens og sanselighedens verden.

Blomster

Jo mere vi mennesker evner stille og vågen opmærksomhed ved det vi sanser, desto bedre kan vi mærke livet og ånden i alt levende. Og fornemme og glædes ved en indre essens mere end kun en ydre form.
Når det kommer til blomster (og nyfødte), så får vi lidt hjælp, for der skjuler den iboende ånd sig i mindre grad end ved andre livsformer, så selv de mest ufølsomme af os med sparsomt nærvær kommer i kontakt med noget dybere og bliver draget af den uskyld, sødme og skønhed, som skinner tydeligere igennem lige der.

Blomster står derfor som en slags budbringere fra en anden verden og minder os om et niveau af væren med mere ånd og mindre materialitet. De er universet, der smiler til os. Måske var blomster endda i tidernes morgen det første uden nytteværdi, som mennesket lærte at værdsætte.
Jesus skulle have sagt, at vi skal betragte blomsterne og af dem lære at leve. Jeg fornemmer selv, at jeg er tilstede på en meget behagelig måde, når jeg dvæler ved synes af en blomst. Som om dens fuldendte skønhed slår en særlig streng an indeni. En streng af det højeste i mig. En streng af glæde og kærlighed.

Tak til blomsterne for at være vores vindue til åndens, kærlighedens og sanselighedens verden.

 

Hver vores livsopgave

Jeg kan godt li det her budskab. Det er så let og så svært på samme tid. Let fordi vi har vores eget navigationssystem, vi har svarene og retningen indeni. Vi skal ‘bare’ være tro mod os selv og det vi mærker. Svært fordi vi konstant mister orienteringen og evnen til at finde rundt, hver gang vi fristes til blot at gøre som alle de andre, og det gør vi jo tit..

IMG_2148